Under Broen er en research-blog for Maia Kahlke Lorentzen, Nana Gaardboe Dall og Katrine Thielke. Vi er i gang med et forskningsprojekt om brugeradfærd i debatter på sociale medier.
Vi beskæftiger os både med den konstruktive adfærd - det demokratifremmende - og med den ukonstruktive adfærd, der kaldes for trolling.

Hvordan føles det at blive hængt ud online?

Hvordan føles det at blive hængt ud online?

I December 2013 stiger amerikanske Justine Sacco på flyet til Cape Town. Justine arbejdede i kommunikation og skulle på opgave på det afrikanske kontinent. Hun rejste på det tidspunkt meget, og havde fået for vane at lave et humoristisk tweet om det uværdige lufthavnsliv og citerede af og til ting, hun overhørte på sine ture.Inden hun stiger på flyet, tweeter hun:

Justine-Sacco-008.jpg

Justine falder i søvn på den lange tur, og da hun lander bliver hun mødt af en masse bekymrede sms’er fra venner og bekendte. Et eller andet er gået galt mens hun har været i luften - og det handler om det tweet, hun næsten lige havde sendt.
Justine havde ikke ret mange følgere, men i løbet af turen til Cape Town var hun blevet trending topic på Twitter og mange brugere var ikke i tvivl: Justines tweet var racistisk.

Det tog ikke lang tid før Justine var fyret (i bedste amerikanske stil) og hendes faglige profil var sønderskudt.


Sagen Justine Saccos ufølsomme Afrika-tweet, der kostede hende jobbet, er en af de efterhånden klassiske historier om, hvor hurtigt man man blive skammet ud online, og hvor store konsekvenser det kan få.


Bogen om udskamning: So, You’ve Been Publicly Shamed

So, You've Been Publicly Shamed

Jon Ronsons bog  “So, You’ve Been Publicly Shamed” (print) behandler hvordan det føles at blive hængt ud online for at have skrevet noget dumt - med vilje eller uden at forstå, hvad det er man har gjort.
Man kan læse den som prosa, men hvis man interesserer sig for konflikter, shitstorms og trolling, så er den et must. Ronson behandler en håndfuld cases, hvor enkeltpersoner er blevet hængt ud i den offentlige digitale gabestok, og undersøger hvad det har betydet for dem (det er ikke småting). Samtidig dissekerer han dygtigt mekanismerne i digital indignation. Man ved ikke om man skal græde eller grine. Eller tage sølvpapirshatten på.

Ronson kalder ikke selv fænomenet trolling, men der er ingen tvivl om, at meget af adfærden ligner det, vi også ser i dag, når bølgerne går højt online.

Affekttrollingens skueplads

Hvis man kigger på mange af de tweets der er citeret i sagen om Justine, så er de gode eksempler på det, vi kalder affekt-trolling. Brugerne kaster sig over Justine og kalder hende racistisk, ufølsom, ignorant og antager i det hele taget at man skal tage tweetet bogstaveligt. Efter den første bølge af vrede mod Justine, følger en bølge af skadefryd, hvor brugerne antager, at hun nok bliver fyret og ser frem til det.

Brugere ser noget de ikke kan lide, noget der passer ind i deres eget billede af hvad de andre ikke gør rigtigt, og så reagerer man umiddelbart og uredigeret på det - ofte reagerer man egentlig på sin egen fordom og ikke på, hvad der faktisk er sket.

Affektrolling er en form for skriftlig projicering, og sker som regel uden mange øjeblikkes omtanke.

Det ultimative kontekstkollaps

Der er ingen tvivl om, at Justines tweet var dumt.

Det var dumt, fordi den type humor er uhyre svær at aflæse - Justine havde det sidste stykke tid op til tweetet eksperimenteret med at kommenterer på forskellige uværdige situationer i lufthavne i forbindelse med hendes mange rejser, og havde fundet en sarkastisk form.

Det var også dumt fordi hun lavede sjov med flere følsomme emner på én gang - overrepræsentation af AIDS-ramte på det afrikanske kontinent og vesterlændinges hvide privilegier.

På den anden side: I en privat kontekst, hvor alle kendte Justine, ville man måske have forstået og accepteret sådan en joke. På den måde er tweetet også et eksempel på det fænomen, man kalder kontekstkollaps - det, at en internetbruger ikke genkender, at de befinder sig i en offentlig kontekst, som en semi-offentlige person. De tror at de taler til deres egne venner, og misforstår derfor den kontekst de befinder sig i, hvilket fører til et kommunikativt kollaps.

Krænkelsesparat er det nye affekttrolling

I en dansk kontekst ser vi flere og flere af denne type sager. Ikke så ekstreme som Justines, men næsten lige så omfattende. For tiden kalder vi det for krænkelseskulturen (hvilket er et emne til en helt anden blogpost), men fænomenet er ikke nyt.

Vi ser en politikers opslag, en bekendts billede, en joke i en video, og føler os kaldet til at tage vedkommende til indtægt for motiver og ord, som ikke optræder i det oprindelige opslag. Vi føler at vi kan gennemskue personens bagvedliggende tanker, og at vi ved præcis hvad personen mener - det kan ses mellem linierne. Vi føler at det er vores ret at uddele skam til disse personer.

Online er det mere almindeligt at give svar på tiltale på det vi tror vi kan læse, frem for den adfærd der er mere almindelig i ansigt-til-ansigt kommunikation, nemlig at spørge “Hvad mener du?”.

I lyset af de mange debatter der er for tiden om krænkelseskultur er Ronsons bog god læsning. Man får detaljeret indsigt i hvad konsekvenserne er for de personer, der har skrevet et dumt tweet - og man hører om hvilke tanker der gik forud for sagen.





Jo flere der ytre sig, jo færre bliver hørt

Jo flere der ytre sig, jo færre bliver hørt

Kommentarsporets historie

Kommentarsporets historie